Velkommen til 

Meditationsfællesskabet

Nogle gange har man bare brug for, at der er nogen, der sætter sig ned sammen med en - for rent faktisk at få tilbragt noget tid på meditationspuden. Træning af vores mentale sundhed er et arbejde, vi hver især må gøre selv - men vi kan ikke gøre det alene - vi har brug for at sidde skulder mod skulder med nogle andre, der tager sig selv så seriøst, at de sætter sig ned, tier stille og lukker øjnene engang imellem.

Derfor har jeg besluttet mig for at sætte mig ned sammen med jer, der gider, en gang om ugen i et online meditationsfællesskab. 

Her sætter vi os ned sammen en halv time hver torsdag kl. 8.30, hvor jeg guider en mindfulness- eller compassionmeditation - måske krydret med et tema, en lille historie eller et digt.

Du er velkommen, hvad enten du er helt ny til meditation og gerne vil lære at meditere, eller du har (haft) din egen praksis. Måske har du allerede været med på retreat eller forløb med mig og brug for at blive holdt til ilden. Så kan vi også holde kontakten.

Fællesskabet er uforpligtende på den måde, at du bare dumper ind de dage, livet tillader det. Ligesom jeg engang imellem må aflyse, fordi jeg skal på uddannelse.

Det er både uforpligtende og gratis, men nedenfor står min virksomheds mobile pay i tilfælde af, at du får lyst til at smide en lille donation a la den buddhistiske tradition DANA, hvor underviseren støttes til at kunne fortsætte sin egen træning. No pressure. Du behøver ikke. Bare kom.

Praktisk:

Tilmeld dig ovenfor for at få en mail med påmindelse og Zoom-link.

Skriv Meditationsfællesskabet og linket i Zoom i din kalender med gentagelse hver torsdag kl. 8.30. Kom med på Zoom - når du kan.

Du må gerne joine med hele dit team på arbejdet.

Mit eneste krav er, at du er på med billede, så vi kan se hinanden.

Mobile Pay: 180202. Skriv DANA.

En halv times guidet meditation - et lille morgenretræte - over Zoom hver torsdag kl. 8.30-9.00.

Vi starter 8. januar 2026

Hvad kan du forvente?

Meditationsundervisning nede på jorden - for rigtige mennesker med rigtige liv. Altså ikke kun for dem, der kan sidde i lotusstilling uden at tænke på opvask eller deadlines.

Jeg trives bedst dér, hvor ældgammel østerlandsk visdom møder evidensbaserede metoder. Og jeg holder af at give det hele lidt kant med poesi, hverdagshistorier og erfaringer fra et liv, der faktisk bliver levet (i nære, bøvlede relationer - ikke alene i en grotte i Himalaya - hvem kan ikke være mindiul dér?) 

Jeg er uddannet MBSR-lærer (Mindfulnessbaseret stressreduktion). Det har jeg for nyligt hørt nogen omtale som ‘det store kørekort’ i meditation. I hvert fald er det en 2,5-års uddannelse ved Dansk Center for Mindfulness, Klinisk medicin, Aarhus Universitet. Jeg har arbejdet for samme center i seks år og er nu tilknyttet som ekstern underviser, hvor jeg lige nu er tilknyttet et forskningsprojekt, hvor MBSR tilbydes på recept til stressramte mennesker i Region Midtjylland. Samtidig underviser jeg forløbet Træning i compassion ligesom jeg er gennemgårende underviser på uddannelsen i compassion for professionelle ved AU Cetera.

Jeg er under uddannelse til psykoterapeut og optaget af, hvordan meditation kan støtte os i at blive en mere tryg tilknytningsperson for os selv. Mange af os er vokset op med at skulle tage os sammen, klare os selv eller regulere vores følelser alene. Eller vi har lært os selv at lukke ned. Når livet bliver svært, aktiveres de samme gamle mønstre: vi presser, trækker os, bliver hårde ved os selv eller mister forbindelsen til kroppen.

Meditation kan - set gennem tilknytningsbriller - fungere som en indre relation, hvor vi øver os i at være til stede på en måde, der er stabil, venlig og regulerende. Når opmærksomhed gentagne gange vender tilbage med nysgerrighed og varme, trænes nervesystemet i at være med ubehag uden at forlade sig selv. 

Over tid kan det skabe mere indre sammenhæng, bedre følelsesregulering og en oplevelse af, at der faktisk er nogen “der er der” - også når det er svært. Også når det er rodet, upraktisk og følelsesmæssigt ubelejligt.

Så ved at praktisere mindfulness og cåmpassiontræning kan vi lære at mærke stress eller lidelse  eller store følelser uden straks at gå i alarm. Vi kan træne vores indre kritiker i ikke at være så skrap eller lære at blive i kontakten med os selv i stedet for at lukke ned.