Back to All Events

YOGARETREAT: Yoga og selvindsigt i Marrakech



Retreatet er FILDT BOOKET. Skriv dig på venteliste, eller brug formularen nederst til at skrive dig på nyhedslisten, så du får besked først næste gang.

Sæt hverdagen på pause og træd ind i 1001 nats eventyr i Marrakech på det ultimative yogaretreat, hvor vi veksler mellem medinaens kaos og vores indre ro.

24. november - 1. december 2018

Nogle gange skal vi langt væk fra hverdagen for at finde hjem til os selv. I yogaen kalder vi det svadhyaya - at studere os selv for at finde ind til kernen. Og det er netop det, vi skal en hel uge i Marrakech.

Mange af os tænker, at yoga handler om at opnå noget: styrke, smidighed eller evnen til at slå knuder på sig selv. Men det, vi i virkeligheden gør med yogaen, er at fjerne de forhindringer, der afholder os fra at nå derhen, hvor vi er allermest os selv. Vi skræller alt det overflødige af, for at nå ind til kernen. For at nå hjem til os selv.

Via nærende yoga, meditationer, yoga nidra og reflektionsøvelser skræller vi forsigtigt lagene af, så du ser dig selv, som du virkelig er. Du ser dine værdier, dine overbevisninger og mønstre - og du tager afsked med det, der ikke længere tjener dig, så du, når ugen er omme, kan rejse hjem og se hverdagen med helt nye øjne.

 "Study thy self, discover the divine" 

Patanjali’s Yoga Sutra II.44

Når vi ‘studerer’ os selv, bliver vi opmærksomme på de ting, vi gør, der hæmmer os eller forhindrer os i at være os. Og vi kommer tættere på at kunne leve et autentisk liv. Både til glæde for os selv - men i høj grad også for vores omgivelser. Og hvis du endnu ikke har givet dig selv og dine omgivelser den gave, det er at tage på retræte. Så kom med. 

Højdepunkter

  • Daglig morgenyoga på tagteressen
  • Langsom morgenmad med marrokanske specialiteter
  • Udflugt til ørkenen, hvor vi praktiserer yoga med 360 graders udsigt til stenørken med Atlasbjergene i baggrunden
  • Fortab dig i medinaen (og shop marrokkanske tæpper, arganolie og snabelsko)
  • Frokost som en beduin i spektakulær ørken-camp
  • Fælles meditativ morgenvandring i smukke Jardin Majorelle
  • Yin og restorativ eftermiddagsyoga
  • Guidede mindfulnessmeditationer
  • Tre retters vegetarmiddage hver aften
  • Myntete på tagterrassen i op til 23 graders varme
  • Selvforkælelse, selvindsigt og refleksion
  • At vågne op i de smukke omgivelser på vores private oase af en riad midt i Marrakech
  • Kom hjem med ny energi og med en større viden om, hvem du i virkeligheden er

Vores egen riad

Vi skal bo i den smukkeste oase af en riad midt i Marrakech’ sprudlende medina. Uden for døren vækkes alle sanser i de små markedsgader tapetseret med boder og caféer og på den berømte Djema al-Fna-plads, som ligger kun 5 minutters gåtur væk. Men ligeså snart, du træder ind i den smukke riad, sænker roen sig. Her er kælet for alle æstetiske detaljer af den hollandske ejer og indretningsarkitekt, som tager sig af os hele ugen. Synk ned i puderne på tagterrassen med en kop myntete i hånden og lad kroppen og sindet slappe af.

Vi bor to og to i lækre twin-værelser. 

riad marrakech

Dagene i riad'en starter på tagterrassen med dynamiske yogaflows, som forbinder os med åndedrættet og vækker kroppen. Er der for køligt på tagterrassen, ruller vi yogamåtterne ud i salonen. Herefter nyder vi en langsom morgenmad med marrokanske specialiteter, smoothie og tørret frugt. Du kan blive siddende så længe, du vil eller slænge dig på tagterrassen med en bog eller med dine refleksioner. På vores sidste dag nyder vi vores morgenpraksis og morgenmad i stilhed.

Tiden efter morgenmaden er din egen. Du kan fortabe dig i medinaen, gå tur i souk'en, tage på shopping eller instagramsafari i de små gader, finde slangetæmmerne på Djema al-Fna-pladsen, besøge det spektakulære Bahia Palace eller slå dig ned på en cafe, hvorfra du kan betragte det farvestrålende byliv. Måske køber du dig en let frokost, men husk at du skal have plads til den lækre hjemmelavede treretters vegetarmiddag med de andre om aftenen.

Om eftermiddagen mødes vi igen i riaden til yin yoga eller restorativ yoga. 

Hver aften forkæles du med en hjemmelavet treretters vegetarmenu med lokale specialiteter. Du kan blive siddende og sludre med de andre over myntete i stearinlysenes skær eller trække dig tilbage til dit værelse eller en af de mange hyggelige kroge i riad'en.

Yogaen

Morgenyogaen er dynamisk og består af både hatha- og vinyasayoga. Her bruger du kroppen aktivt og får lidt sved på panden, men det er samtidig en meditativ praksis, hvor vi giver os tid til at være i stillingerne og mærke dem indefra. Morgenyogaen indeholder ligeledes meditation og pranayama (vejrtrækningsøvelser). 

Om eftermiddagen er yogaen blid og eftergivende. Vi bruger elementer fra den restorative yoga, hvor kroppen får lov til af give helt slip og finde dyb hvile med hjælp fra tiden og tyngdekraften, og vi laver dybe yin-stræk, der stimulerer bindevævet og kroppens meridianer. Vi dybdeafspænder kroppen med yoga nidra og kropsscanninger.

Svadhyaya - selvindsigt

Vi studerer os selv, når vi møder os selv hver dag på yogamåtten. Vi får tid til at være alene med tanker og de ting, der dukker op. For at støtte denne proces, vil du blive inviteret til at reflektere over forskellige områder af dit liv undervejs på retreatet. Du vil blive udfordret på den måde, du lever på, så du kan mærke, om der er noget, der skal justeres, hvis du skal leve det liv, du i virkeligheden er her for. Det være sig både i forhold til dig selv, dit private liv og dit arbejdsliv. Du tager det med, du har brug for at få rusket op i. Under hele ugen bliver din notesbog din følgesvend. Via de forskellige øvelser og dine skriverier i notesbogen får du mulighed for at tænde lys i de kroge af dig, der måske stadig er mørke.

Udflugter

Jardin Majorelle:

En af morgenerne erstattes vores yogapraksis på taget med en fælles meditativ vandring i den smukkeste have, jeg nogensinde har besøgt: Jardin Majorelle. Besøget bliver en del af din yogapraksis, og du inviteres til at opleve haven via fuldt bevidst nærvær.

Yoga i ørkenen og frokost i ørken-camp:

Kun 45 minutters køretur fra Marrakech ligger stenørkenen Agafey Desert. Her kører vi samlet ud for at dyrke yoga med udsigt over sandbankerne. Vi spiser frokost som beduiner i en spektakulær ørken-camp med 360 graders udsigt over ørkenen med Atlasbjergene i baggrunden. Inden vi kører tilbage til Marrakech, er der tid til en meditativ silent walk gennem den udtørrede flod i ørkenen.

IMG_5003.JPG

Hvem underviser?

Jeg hedder Thilde og er yogalærer og Life Coach. Oprindeligt er jeg Cand. Mag. i æstetik og kultur, men nu lever jeg udelukkende af mine passioner for yoga, meditation og personlig udvikling - og en lille smule digital kommunikation. Da jeg startede min egen yogapraksis for snart mange år siden, var det svedig Ashtanga, jeg forelskede mig i. Senere er jeg blevet endnu mere forelsket i den mere mentale og spirituelle del af yogaen og i den blide yoga, hvor der er tid til fordybelse, meditation og overgivelse. Jeg har taget uddannelser inden for Ashtanga yoga, restorativ yoga, yogaterapi, yin yoga, gravidyoga, hot yoga og fertilitetsyoga og bruger elementer fra mindfulness og coaching i min undervisning. Du kan læse mere om mig her.

Thilde vesterby retreat

Jeg glæder mig!

Forudsætninger

Retreatet kræver ingen særlige forudsætninger - kun et åbent sind. Du kommer ikke til at slå knuder på dig selv med svære yogastillinger, men jeg lover, at du nok skal blive udfordret. Det er måske snarere i dit indre end i den ydre praksis, udfordringerne ligger. Du kan komme som begynder eller garvet yogi, gammel eller ung og ligemegt hvilket køn, du identificerer dig som. Du kan komme alene eller sammen med din partner, mor eller veninde. Retreatet er for alle, der har lyst til at forkæle sig selv med yoga, afslapning (marrokansk kaos) og reflektion.  Er du i tvivl, så send mig en mail på thilde@thildevesterby.com.

Pris 

Early bird-pris, hvis du betaler hele beløbet inden 15. juli:

6.895 kr. 

Normalpris:

7.395 kr.

Du kan betale normalprisen i to rater. Skriv i din tilmelding, hvis du ønsker dette.

Det er anden gang, jeg afholder dette drømmeretreat i Marrakech. Om den første tur skrev en af deltagerne:

Kan på det varmeste anbefale et yogaretreat med Thilde. Thilde er en fantastisk yogalærer med stort nærvær, lethed, smil i stemmen og faglig dygtighed. Hele retreatet er supervelorganiseret - lige fra informationsniveauet, valg af af sted og indhold og måden det hele afvikles på. Man kan bare slippe kontrollen, nyde og give sig hen til yogaen og den ydre og indre rejse. Det er den bedste gave jeg nogensinde har givet mig selv.

- Marianne.

Inkluderet i prisen er

7 nætter i twin-værelse i den smukke riad

7 gange myntete og tørret frugt før morgenyoga

7 gange morgenmad

7 gange treretters vegetarisk middag

Myntete og vand ad libitum i riad'en

Meditativ morgenvandring i Jardin Majorelle og transport frem og tilbage

Yoga i ørkenen inklusiv frokost i ørken-camp og transport

Silent walk i udtørret flod

Transfer til og fra lufthavn samt bærere i de smalle gader i medinaen

Ca. 25 timers undervisning

Turistskat (2,5 euro pr. nat)

Betragt det lidt som en spirituel all inclusive charterferie. Når fly og ophold er booket og betalt, skal du ikke gøre andet end at sætte dig ombord på flyet. Du bliver hentet i lifthavnen og fragtet til hotel og riad, hvor der er morgenmad og aftensmad, yoga, øvelser og meditation - og meningsfulde udflugter til ørkenen og Jardin Majorelle-haven. En pilgrimsrejse hjem til dig selv.

Ikke inkluderet i prisen

Flybillet (Norwegian flyver direkte på datoerne. Og der er billige billetter lige nu!)

Eventuelle frokoster (udover den i ørken-campen)

Drikkepenge til riad, chauffør og bærere

Rejseforsikring

Rejsen er ikke omfattet af rejsegarantifonden.

Eksempel på dagsprogram (de dage, der ikke er udflugter)

  • Kl. 7.30: Morgenyoga, meditation og reflektion på tagterrassen eller i salonen
  • Kl. 9.00: Morgenmad
  • Fritid
  • Kl. 17.00 Blid eftermiddagsyoga, meditation og reflektion på taget 
  • Kl. 19.00 Treretters middag

På ankomstdagen lørdag den 24. september, mødes vi til yoga kl. 17.00 efterfulgt af velkomstmiddag. 

På afrejsedagen lørdag den 1. december er der ikke yoga, da Norwegian-flyet, som de fleste af os sikkert skal med, afgår kl. 09.25.

Du har mulighed for at bestille ekstra overnatninger på riaden, his du skulle ønske at ankomme på andre dage.

 

Duer datoerne ikke, eller er det bare ikke lige nu, du skal forkæle dig selv, så skriv dig på min nyhedsliste og vær blandt de første, der får besked om de næste retreats. Så ses vi måske en anden gang.