Kunne du tænke dig at slippe stress, mens du forsøger at blive gravid? Vil du dyrke fertilitetsfremmende yoga sammen med andre kvinder, der også gerne vil være gravide? Trænger du til at være i et fælleskab, hvor alle ved, hvordan det føles at vente længe på de to streger?

Gennem et forløb på 10 uger lærer du yogastillinger og meditationer, der styrker din krops naturlige fertilitet, balancerer dit nervesystem, regulerer dine hormoner og skaber flow i kroppen.

Når kroppen er presset, lukker den ned for de systemer, der ikke er livsnødvendige. En af de første ting, der kan ryge, er desværre evnen til at reproducere. Når kroppen producerer for meget stresshormon, kan det forstyrre ægløsningen og dermed din evne til at blive gravid. Det mest paradoksale i den forbindelse er, at man mener, at kvinder, der gennemgår fertilitetsbehandling kan være op mod lige så stressede som kritisk syge patienter.

Se datoer for næste forløb ved at klikke på TILMELD.

“Thilde har virkelig knækket koden til hvordan et forløb kan styrke én til at rumme sig selv, ens situation og give plads til de negative tanker der opstår og fylder. Den sorg og krise man er i, er Thilde og forløbet rigtig god til at hjælpe med at håndtere hvor man får redskaber til at passe på dig selv i et fertilitetsforløb som oftest er opslidende. Thilde har været med til at give mig overskud, glæde og energi igen.. en ugentlig pause som har været tiltrængt og en større forståelse af mig selv, min krop og især at det er okay lige her og nu. Jeg er hende for evigt taknemmelig. “


Fertilitetsyoga bygger på forskning

Undersøgelser viser, at yoga reducerer stress og hormonelle ubalancer (som pcos). Regelmæssig yogapraksis kan regulere din menstruation, så den bliver regelmæssig samt styrke blodgennemstrømningen til livmoderen. Alt sammen tiltag, der har direkte indflydelse på din fertilitet. Forløbet er inspireret af et amerikansk 10 ugers mind/body-program, der i 2011 viste en for forbedret graviditetsrate på op mod 34 %, i forbindelse med IVF.

Et stort review fra 2017 af 87 studier omhandlende yogaens effekt på fertilitet konkluderer at:

Yoga can help couples overcome infertility and increase the ART (Artificial Reproduction Technology red.) success rate by improving the physiological and psychological states of both men and women.

Et andet review fra 2018 af 11 studier om IVF kombineret med komplementær terapi, hvoraf yoga er den mest gennemgående, konkluderer, at komplementærterapi som yoga øger kvinders fertilitet og livskvalitet, og reviewet opfordrer de, der udbyder fertilitetsbehandling til at inkorporere komplementærterapi i deres behandlingstilbud.

 Der er flere årsager til, at yoga er gavnlig for din fertilitet eller kan være en støtte i en eventuel fertilitetsbehandling.

Yogaen giver os en måde at komme ud af hovedet og ned i kroppen på. Er man i fertilitetsbehandling, er det let af få en fornemmelse af, at man afleverer kroppen til lægerne, som så styrer ens cyklus og ægløsning med medicin. Man mister kontrollen. Det er let at føle sig afkoblet fra kroppen, og yogaen hjælper os med at mærke kroppen igen, og den giver os noget, vi selv kan gøre for at præge vores fertilitet, når vi føler os afmægtige.

Den yoga, vi laver til Yoga for fertilitet skaber blodgennemstrømning til din livmoder, dine æggestokke og æggeledere, samt de ligamenter, der holder det hele på plads. Vi laver øvelser, der skaber mobilitet omkring bækken, sacrum og hofter og omkring lændehvirvlerne, der har nerveforbindelser til de reproduktive organer. Den fertilitetsfremmende yoga arbejder især med dine hoftebøjere, psoas (den dybe hoftebøjer), ballemuskler, gracilis, piriformis og bugmuskulaturen. Når du aktiverer disse områder, løsner og strækker du bindevæv og muskler, der måske er blevet spændte og rigide af en ikke så optimal holdning, og du skaber blodcirkulation til bækkenområdet. Alt sammen ting der fremmer kroppens naturlige fertilitet.

Yogaen stimulerer kroppens 2. chakra, Swadistana chakra, der ifølge yogatraditionen har forbindelse til vores kreativitet, seksualitet og vores reproduktive sundhed. Du kommer til at lære yoga, der stimulerer det endokrine system og skaber balance i dine hormoner og dit nervesystem. Du lærer åndedrætsteknikker, der reducerer stress og lader kroppen optage livsenergi - prana.

Måske kommer yogaen til at vise dig, hvor kroppen holder på spændinger, stress eller stagnerede følelser, så du kan også bruge yogastillingerne i bogen som et landkort til at afdække, hvor din krop har brug for opmærksomhed eller afspænding.

 Til sidst viser et studie, at yoga reducerer stress og angst betydeligt hos kvinder i fertilitetsbehandling, hvilket forebygger, at vi springer fra på grund af det store pres, behandlingen lægger på psyken. På den måde er yogaen med til at give os overskud til at gennemgå og blive i behandling og således forbedre chancen for et succesfuldt udfald.

Til Yoga for fertilitet skal vi lave nærende asana (stillinger) og yin-yogastræk, der fysisk forbereder kroppen på graviditet. Vi skal nyde meditative øvelser og yoga nidra (yogisk søvn), der lærer dig at være til stede i nuet i stedet for hele tiden (måske) at tænke i graviditetstests, behandlinger, veninders graviditeter, scanninger og tegn på, om det nu lykkes denne gang. Og så vil jeg gøre mit allerypperste for at hjælpe dig med at slutte fred med din hårdtprøvede krop og finde en stærk tro på, at det nok skal lykkes.

Yoga for fertilitet er mere end yoga. Det er også værktøjer til at være i en svær proces, til at slippe hæmmende overbevisninger og til at finde håbet frem igen.

Se datoer og priser ved at klikke 'Tilmeld'.

Yoga for fertilitet er for dig der:

  • Gerne vil forberede din krop til en sund graviditet

  • Har forsøgt at blive gravid uden endnu at opnå et positivt resultat

  • Har oplevet en eller flere ufrivillige aborter

  • Har brug for teknikker til at reducere stress i forbindelse med fertilitetsbehandling

  • Har en diagnose som endometriose, PCOS eller (andre) hormonelle ubalancer

  • Gerne vil dyrke yoga i et fællesskab med andre kvinder, der også ønsker at opnå graviditet

  • Er stresset over udeblivende graviditet

  • Har brug for at slutte fred med din krop, tage styrringengen på din fertilitet og finde ro i, at du gør, hvad du kan, for at blive gravid

  • Gerne vil dyrke motion, men er i tvivl om, hvad der gavner fertiliteten

  • Trænger til støtte og til at høre noget andet end: ”du skal bare slappe af, så kommer det” eller ”du kan jo altid adoptere”…


Det kræver ingen forudsætninger at deltage. Du behøver ikke at være i nogen særlig fysisk form – det bliver ikke sveddryppende hårdt. Du skal bare have lyst til at begive dig ind i yogaens univers og være åben for en mere alternativ vej til en harmonisk krop og et stressfrit sind.

Hvad siger tidligere deltagere om forløbet?

’Det har givet en helt anden ro at være i behandling, efter jeg startede på yoga for fertilitet’.

'Jeg ved ikke, om jeg var blevet gravid, selvom jeg ikke dyrkede yoga for fertilitet. Det ved man jo aldrig. Men jeg tror, det var det, der skulle til. Det var i hvert fald det, der gjorde, at jeg kunne gennemgå behandling med ro i sjælen. Kæmpestort tak for dig <3'

’Fertilitetsyoga hos Thilde kan varmt anbefales alle, der går i fertilitetstanker. Hvad enten, du er midt i behandling eller har droppet det etablerede sundhedsvæsen, giver Thildes kyndige undervisning dig et godt fundament og gode værktøjer til at finde din vej og din ro gennem babyprojektet. Du får også gode fif fra de andre deltagere, og så lærer du, at du ikke er alene. Mange andre kæmper den samme kamp som dig. Det giver styrke.’

’Thilde er en passioneret, professionel og dygtig yogalærer. Som ny yogaudøver har jeg følt mig helt tryg i Thildes selskab, idet hun formår at skabe en rolig og afslappet atmosfære i lokalet. Hun står altid til rådighed ved spørgsmål og vejledning. Kan kun give hende mine bedste anbefalinger.’

’Yoga for fertilitet har i en hverdag med hormonbehandlinger, frustrationer og skuffelse over ikke at blive gravid givet mig ro i kroppen og hovedet, et fælleskab med andre kvinder i samme situation og troen på, at min krop er i stand til at blive gravid igen.’

’Thilde er en virkelig dygtig yogalærer, der har sammensat et super godt forløb med fokus på både det mentale og fysiske aspekt af fertilitet og hvordan, yogaen kan hjælpe til.’

’Thilde skabte trygge rammer for yogaholdet med kvinder i fertilitetsbehandling. Hun var god til at få os til at tro på det gode i livet og huske på at nyde det ind imellem behandlingerne. Det var rart at vide, at alle i gruppen var i samme situation med et ønske om at få en baby. Vi kunne tale med hinanden om vores forløb og få en krammer, når der var behov. Jeg har fået et godt kendskab til gode yogaøvelser, som jeg nu også laver derhjemme. Hvis Thilde lavet et nyt hold i efteråret, vil jeg meget gerne med igen.’

'...Kan forresten fortælle at jeg fik min første naturlige mens (efter ca. 12 år) her for 1 md. siden :-D Det var lidt vildt. Tror altså at yogaøvelserne gør noget – kan, som fortalt tidligere, mærke at det hele rumler efter jeg laver dem.'

'Jeg har fået den ro på, som jeg havde håbet på, da vi startede forløbet. Jeg har oplevet, at få lidt bedre kontakt til min krop. Timerne med Thilde og holdet har været en ugentlig time out fra en ellers kaotisk hverdag.'

'Jeg opdagede, gennem Yoga for fertiliteten, at jeg trængte til ro, dette vidste jeg egentligt i forvejen, men jeg vidste ikke hvor vigtigt det var, før jeg startede til yoga for fertiliteten. Det var ved Thildes guiden igennem forskellige afslapningsmetoder og visualiseringer at min krop fortalte mig det. Derfor har jeg også brugt flere af de øvelser, vi har lavet med Thilde, derhjemme. Det har virket for mig.'

'Hej Thilde. For mig, har noget af det mest betydningsfulde været at føle mig "normal", at have et pusterum, hvor man kan sige alt om at være i denne situation, stille alle spørgsmål. Det er også rart, at vi ikke kender hinanden privat. Det har hjulpet mig til at kunne acceptere, at jeg faktisk er i denne situation, at det er mig, det drejer sig om. Jeg er der nok ikke helt endnu. Men jeg er meget af vejen. Derudover har det i hver uge givet mig ro i kroppen, mindre stress og øvelserne, vejrtrækningsteknikkerne har jeg kunnet bruge de andre dage. Nu hvor ægget er sat op, har jeg også gjort brug af yogaen og det føles rart.'

'Dejlig samvær med kvinder i samme situation. En halvanden time, der efterlader en i balance, i ro og med et behageligt sind. Mindfullness på et højt niveau.'


Sted:

Dronningens Tværgade 6b, 1302 København K

Pris:

1850 kr.


FAQ

Hvad er yoga for fertilitet?

Yoga for fertilitet består hovedsageligt af rolige yogaøvelser fra traditionel Hatha yoga med særligt fokus på livmoderen og de reproduktive organer. Vi bruger ligeledes yin-yogastræk med fokus på de meridianer, der ifølge traditionel kinesisk medicin er forbundet med fertilitet. Fertilitetsyoga har også til formål at reducere stress i kroppen – hvilket vi gør gennem mindfulness og restorativ yoga, hvor du ligger i forskellige stillinger og slapper af.

Kan jeg komme, hvis jeg er i IVF-behandling?

Yogaen, du lærer på forløbet, er rigtig fint i den periode, hvor du bliver stimuleret (de første 10-14 dage af behandlingen). Du kan også sagtens komme, når du har fået taget æg ud – hvis du føler dig oplagt. Efter æg-oplægning, skal du hvile – men kom alligevel – så lægger vi dig i en skøn, nærende restorativ stilling, så din lille embryo får de bedste betingelser at starte på.

Kan jeg stadig komme, når jeg bliver gravid?

Selvfølgelig. Bliver du gravid under forløbet, kan du sagtens komme alligevel. Stillingerne, vi laver er helt sikre for tidlig graviditet. Fortæl mig gerne, hvis du har gener. Du bestemmer selvfølgelig selv, om du vil sige det til resten af gruppen.

Kan jeg lave yoga for fertilitet derhjemme?

Ja, sagtens. Du lærer stillinger på forløbet, som du kan gå hjem og fortsætte med derhjemme. Jeg anbefaler, at du laver en lille bitte smule yoga her dag – måske bare 15 minutters vejrtrækningsøvelser eller stræk. Du behøver ikke særlige redskaber – en pude og et tæppe er fint.

Behøver jeg fortælle de andre min historie?

Ikke hvis du ikke vil. Du fortæller bare det, du vil. Det er dog min erfaring, at der opstår et helt særligt trygt rum, når man fortæller om sin situation i gruppen. De andre kender til at kæmpe med fertiliteten, og der er så meget støtte at hente hos de andre. Det er i øvrigt et lille lukket hold, hvor vi holder tavshedspligt. Og så får du adgang til en lukket facebookgruppe, hvor I kan tale videre online.

Virker det? (Disclaimer)

Du bliver (tydeligvis) ikke gravid ved at dyrke yoga alene. Og jeg kan desværre ikke love, at yoga lige præcis er det, der hjælper dig til at blive gravid - men jeg vil vove at påstå, at det gør processen mere overkommelig. Du anbefales stadig at konsultere din læge, hvis du oplever, at du ikke bliver gravid efter at have prøvet regelmæssigt i et år.

Utallige undersøgelser viser, at yoga reducerer stress og hormonelle ubalancer (som pcos). Regelmæssig yogapraksis kan regulere din menstruation, så den bliver regelmæssig samt styrke blodgennemstrømningen til livmoderen. Alt sammen tiltag, der har direkte indflydelse på din fertilitet.

Tilstande som tillukkede æggeledere (dette får du som regel undersøgt, inden du starter i fertilitetsbehandling) kan yoga desværre ikke stille så meget op med – men det kan fertilitetsbehandling. Og så er der jo de mandlige faktorer som nedsat sædkvalitet – som vi ikke arbejder med på dette kursus.

Noget af det vigtigste, fertilitetsyogaen udretter, er, at den giver dig ro. Du lærer teknikker til at være til stede i nuet i stedet for hele tiden at tænke i graviditetstests, behandlinger, veninders graviditeter, scanninger og tegn på, om det nu lykkes denne gang. Og så vil jeg gøre mit til, at du slutter fred med din hårdtprøvede krop og finder en ny, stærk tro på, at det nok skal lykkes.

Hvem underviser?

Jeg hedder Thilde og er yogalærer. Da jeg forelskede mig i yogaen for snart længe siden, var det de mere fysisk udfordrende traditioner som Astanga og Vinyasa. Min egen fertilitetsrejse tvang mig til at fokusere på en blidere og mere feminin tilgang til yoga og åbnede mine øjne for yin yoga og restorativ yoga og tog mig gennem uddannelser i restorativ yoga, Yoga Therapy for Women’s Health og Fertility Yoga Teacher Training. Og det er jeg dybt taknemmelig for.  Udover yogaen beskæftiger jeg mig med kommunikation og er uddannet Cand. Mag. i æstetik og kultur. Du kan læse mere om mig her.

Flere spørgsmål?

Tøv ikke med at kontakte mig på thilde@thildevesterby.com - også hvis du gerne vil have et ping, når næste forløb starter. Følg også min facebookside for nyheder og tilmeld dig nyhedsbrevet herunder, hvis du er interesseret i mere info om, hvad yoga, meditation og stressreducering kan gøre for din fertilitet. Jeg har også en lukket gruppe på Facebook, hvor vi taler om fertilitet. Find den her.

Jeg glæder mig til at møde dig på yogamåtten :)

yoga fertility.jpg